Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Sandheden om højhuse skal frem fra sumpen i Videbæ

Skrevet d. 15-10-2021 |
Rss-feed
Niels Rasmussen, byrådskandidat for SF, Svinget 8, Tarm:
Det er i høj grad forståeligt, at naboerne til Boligselskabet Bomidtsvest' 3 højhuse i Videbæk er bekymrede for oversvømmelser som følge af, at boligselskabet enten ikke har undersøgt jordbundsforholdene ordentligt eller ligefrem har valgt at "køre over for rødt lys" med en forventning om eller måske et løfte om at få lovliggjort alle ulovlighederne med dispensationer fra forvaltningen og mine byrådskolleger.
Uanset hvad, bliver det ikke med SF's stemmer, hvis forvaltningen og Bomidtvest' gode venner i byrådet agter til at rydde op i alle de betænkelige og direkte ulovlige forhold, som både boligselskabet, forvaltningen og eksterne rådgivere allerede var klar over, da et byrådsflertal vedtog en lokalplan og muliggjorde byggeriet.
Der ligger allerede en klage fra naboerne hos Planklagenævnet, men den har ikke fået opsættende virkning. Jeg indsender om få dage også en klage til Planklagenævnet og beder om, at nævnet sætter byggeriet i stå, indtil vi har et komplet overblik over, hvad der er op og ned i denne sag.
For det er ikke ligefrem åbenhed, der præger Ringkøbing-Skjern Kommune i denne sag. Jeg bad som medlem af Teknik- og Miljøudvalget om en redegørelse om punkthusene i Videbæk. Jeg hørte ikke et ord og modtog ikke noget som helst før 14 dage senere, hvor jeg fik den besked, at det var mest hensigtsmæssigt, at udvalget fik en mundtlig orientering. Denne orientering bekræftede mine værste anelser, og dagen efter mødet bad jeg om at få et skriftligt referat af redegørelsen. Dette referat blev først sendt til mig en uge senere, samme dag som vi havde byrådsmødet, hvor jeg ville have spurgt til sagen.
Hvad er det så, at der galt med byggeriet i Videbæk? Det handler kort fortalt om, de 3 punkthuse bygges ovenpå et sumpet område, hvilket bygherren var gjort opmærksom på! Ifølge naboerne er situationsplanen nogle steder hævet med op til 4 meter med den konsekvens, at naboernes grunde bliver endnu mere sumpede og vil være oversvømmede hver eneste gang, der kommer et kraftigt regnskyl.
Hvorfor har I så ikke helgarderet jer som politikere, vil en eller anden spørge. Det har vi også, fordi i det lokalplanforslag, som blev vedtaget af et byrådsflertal den 7. maj 2019 fremgår det, at grundarealerne højst må reguleres med plus/minus en halv meter. Efter byrådsmødet er den denne sætning på mystisk vis redigeret ud af lokalplanen!
For mig er det underordnet, om det er forvaltningen, en ekstern rådgiver eller sætternissen, der har været på spil og fjernet et så væsentligt krav til bygherren. Den slags fifleri kan og skal vi som politikere ikke finde os i, og når der på rådhuset i Ringkøbing ikke er stemning for at følge de politiske spilleregler, så har jeg ingen anden udvej end at tage kontakt til Planklagenævnet og bede nævnet om at trække i håndbremsen.
I SF går vi ind for åbenhed, gennemsigtighed og ordentlighed i alle politiske beslutninger. Også selv om vi skal grave sandheden op af en sump i Videbæk!

Gå tilbage til oversigten