Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Naturens Rige er sat på udsalg

Skrevet d. 15-09-2021 |
Rss-feed
Af Niels Rasmussen, kandidat for SF ved kommunalvalget, Svinget 8, Tarm:
Flere partier havde banket sine skeptikere på plads, så der på byrådsmødet tirsdag var flertal for at sætte Naturens Rige på udsalg. For det politiske flertal har i den grad forgyldt en snæver kreds af lodsejere og projektmagere på bekostning af naturværdier og ikke mindst hensynet til den lokalbefolkning, der skal leve med generne i en hel generation eller mere.
SF er blevet beskyldt for, at vi med vores modstand mod de nævnte projekter med solceller og kæmpemøller i henholdsvis Gestenge og Lem Kær har kørt på frihjul. Intet er mere forkert! Tværtimod kræver det viljestyrke samt mands- og kvindemod at vinke farvel til projektmagernes og lodsejernes mulige valgbidrag, - og til at være helt fast i kødet, når kommunens store energikoncern rasler med sablen og nærmest truer med at flytte 2.000 arbejdspladser ud af kommunen.
SF får skudt i skoene, at vi her i kommunen ikke vil den grønne omstilling. Også her rammer pilen langt fra skiven. Men i SF lytter vi først og fremmest til den lokalbefolkning, der skal leve med grimme solceller samt skygge, blinkede lys og larm fra flere hundrede meter høje vindmøller, og så kan pengeglade lodsejere og projektmagere skrige nok så meget om kap med en tøsefornærmet vindmølle-mastodont.
Den grønne omstilling rækker nemlig meget længere end Gestenge og de 2 andre solcelleparker, der optager ca. 700 hektar som altså skulle presses ind som de 3 første i køen. Eller 8 testmøller, som burde have været placeret på et areal i Thy, der er udlagt til den slags. Den grønne omstilling og Danmarks ambitiøse klimaplan står og falder med, at vi har lokalbefolkningens opbakning. Det har man ikke i Gestenge og Lem Kær.
Er det nu så slemt, at en landmand eller 22 tjener et par kroner på den 367 hektar store solcellepark i Gestenge? Nej, men nu taler vil heller ikke om et par kroner. Projektmagerne honorerer deres værter med 13.000 kr. pr. hektar pr. år, og hertil kommer arealstøtte på 4.000 kr. pr. hektar, fordi der også kan dyrkes noget på arealerne. Vi taler om en indtægt på mindst 190 millioner kr. i solcelleparkens levetid, og oveni har lodsejerne udsigt til at få del i overskuddet, hvis solen altså skinner tilstrækkeligt meget på dem og deres marker.
Med hensyn til opførelsen af de 8 kæmpemøller i Lem Kær så undrer det mig, at Vestas har taget hele "skraldet" for at få testmøller placeret i baghaven og ikke i Thy, når det i virkeligheden er de projektmagere, som Vestas entrerer med, der har presset på for møllerne placeret i Lem Kær. Vi taler om projektmagere, som allerede er blevet multimillionærer på at plastre en stribe kommuner til med vindmøller. Jeg overhørte en samtale mellem en journalist og en af landets store vindmølleaktører, der indrømmede, at han gerne giver et tilskud til udvalgte partikasser i de kommuner, hvor han får sin vilje.
Så spar mig for alt den snak om grøn omstilling. For lodsejere og projektmagere handler det kun om farven på de 1000-sedler, som de kan proppe i lommen.

Gå tilbage til oversigten