Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Reducer solcellepark til det halve

Skrevet d. 03-09-2021 |
Rss-feed
Byrådsmedlem Niels Rasmussen (SF), Svinget 8, Tarm:
Jeg håber, at et flertal i byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune tager borgernes parti, når vi senere i denne måned skal sende et forslag for en solcellepark i Gestenge i offentlig høring.
Ser vi bort fra de lodsejere, som står til at tjene mange penge på at udleje arealer til formålet, så er der kun ganske, ganske få lodsejere i lokalområdet, der går ind for en gigantisk solcellepark på 367 hektar.
For mig er det både i denne sag og i andre sager om etablering af store energianlæg afgørende, at vi også har lokalbefolkningens opbakning. Projektmagerne opstiller hverken kæmpemøller eller solceller for klimaets skyld, men fordi der er udsigt til en ganske høj fortjeneste. Omvendt er jeg mit ansvar bevidst i forholdt til den grønne omstilling, og jeg er enig i, at vi alle skal bidrage, hvis Danmark skal gå forrest som det gode eksempel, selv om vores CO2-redaktion ikke fylder en hele masse i verdensregnskabet.
Så ja, der skal være plads til solceller og vindmøller også i vores kommune, men det skal være os politikere og ikke projektmagerne, der bestemmer placeringer og størrelser.
Med hensyn til Gestenge, så er det logisk at placere solceller i disse lavbundsarealer, og jeg bad derfor et landskabskyndig bekendt udarbejde et alternativt forslag til en solcellepark på 200 hektar af det 367 hektar store område. Denne park er omtrent halv så stor som den, der ligger på den politiske disk, men parken har til gengæld en størrelse, som lokalbefolkningen kan bakke op om.
I det materiale, som jeg fået tilbage, er der helt klart ét forslag, som burde kunne vinde gehør i byrådet. Forslaget går ud på at opstille solceller i den nordvestligste del. Når vi koncentrerer solcellerne i dette lavbundsareal med store tørveforekomster, får vi en stor CO2-effekt samtidig med, at vi respekterer både kystzonen og de beskyttelseslinjer, der gælder for arealerne ud til Ringkøbing Fjord.
Området indgår i dag i et pumpelag, og hvis vi i forbindelse med etablering af solceller inddrager de resterende af pumpelagets arealer, der vender ud mod fjorden, til naturgenopretning, har vi pludselig skabt en optimal løsning i forhold til landbrug, natur og klima.
Det er en ren win-win for os alle her i Naturens Rige, måske på nær de projektmagere og lodsejere, der har sat næsen op efter en endnu større fortjeneste

Gå tilbage til oversigten