Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Vi skylder vælgerne at tage ansvar

Skrevet d. 27-08-2021 |
Rss-feed
Af Niels Rasmussen, byrådsmedlem for SF, Svinget 8, Tarm:
Beboere i Ringkøbing-Skjern Kommune har i alt for lang tid skullet levet med frygten for et naboskab til flere hundrede hektar store solcelleparker og flere hundrede meter høje såkaldte testvindmøller.
Vi taler om familier med bopæl i områder som Lem Kær og Gestenge, som vil leve side om side med et par af de mange naturskønne pletter, som findes i vores kommune. Det bliver til gengæld så som så med naturoplevelsen, hvis byrådet lader sig styre af magtfulde og truende projektmagere eller lodsejere, der kan tjene flere penge på at have solceller og andre energianlæg på deres arealer end at dyrke gode og sunde landbrugsprodukter.
Jeg har aldrig været i tvivl om, hvem af parterne jeg holder med, nemlig den lokalbefolkning som har boet i kær og enge i mange generationer og er så forankrede i deres tilhørsforhold til vores kommune, at deres efterkommere givetvis også bor der, når både jeg og de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer er døde og borte.
Derfor melder jeg mig også på banen nu og minder om, at vores moralske ansvar som beslutningstagere altså rækker længere end det næste, næste og næste kommunalvalg. Vi er valgt til at se tingene i en helhed og i et fremtidsperspektiv og ikke bare lægge os fladt ned, fordi industrimastodonter og jordbesiddere rasler med sabler og leer.
Ingen skal være i tvivl om, at jeg og SF vil den grønne omstilling, men vi skal have befolkningen med. Det får vi kun ved at lytte til borgerne. Så må vi leve med, at en gruppe landmænd heller ikke i fremtiden slipper uden om at tjene deres penge ved at pløje og tærske et par hundrede hektar landbrugsarealer i Gestenge, og at teknikerne hos en af Danmarks vindmøllegiganter er sure over ikke at få kæmpestore støjende og skyggende testmøller stående i "baghaven", men ved service - og kontrolbesøg skal køre en times tid eller to nordpå til lokaliteter i ex Thy, der er udpeget til netop den slags.
Det klæder i øvrigt ingen af de ovennævnte parter, at de forsøger at lokke med løfter om kontante bonusser til lokalområdet eller trusler om tab af arbejdspladser, hvis borgerne og vi politikere ikke makker ret. Den slags metoder var måske almene i sognerådenes tid, men de holder ikke i dag.
Jeg har heldigvis en fornemmelse af, at SF i Ringkøbing-Skjern Kommune ikke længere sidder alene tilbage med forståelsen af, at det er os som byrådsmedlemmer, der bærer ansvaret for, at Naturens Rige også kan være sig selv bekendt, når kommende generationer tager over.
At vi tør stå imod og vurdere også energiprojekter i en samfundsmæssig og borgerorienteret helhed og ikke bare skele til lodsejeres muligheder for en hurtig fortjeneste eller energikoncerners aktieindex.

Gå tilbage til oversigten