Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Hvornår bliver en lille skole for lille?

Skrevet d. 21-11-2020 |
Rss-feed
Af byrådsmedlem Niels Rasmussen (SF), Svinget 8, Tarm:
Byrådsmødet tirsdag den 17. november var en enestående mulighed for at sætte fart i udviklingen af skolevæsnet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Men det kom desværre til at handle mere om at fiske stemmer ude i de små lokalsamfund fremfor at sikre vores unge en bedre grunduddannelse.
Arbejdet med en ny og langtidsholdbar skolestruktur har varet i flere år, og jeg oplever, at det for mange af de involverede heldigvis har handlet om kvalitet i undervisningen. Det kræver en skole af vis størrelse at kunne levere den kvalitet. En skole som kan tilbyde en mangfoldighed af undervisningstilbud og veluddannet pædagogisk personale.
En struktur med for mange små skoler dræner hele skolevæsenet for penge, fordi der bruges forholdsvist alt for mange penge på mursten og vedligeholdelse af bygninger frem for undervisning. Når et byrådsflertal her blot et år før kommunalvalget satser mere på at bevare lokale samlingssteder, hvor lokalbefolkningen også kan gå til andespil og holde møder, så udfordrer det samme flertal sammenhængskraften i hele skolevæsnet og kommunen.
Nu har man sænket minimums-elevtallet pr. skole fra 75 til 60 elever og giver kunstigt åndedræt til en eller flere små skoler, som ellers var i fare for at skulle lukke fremfor at vedtage en overordnet struktur med blik for både det pædagogiske og det økonomiske og opfordre de små skoler til selv at finde sammen og finde den for lokalsamfundet bedste model.
At sænke minimumselevtallet er som at tisse i bukserne. Det varmer i begyndelsen, men det bliver hurtig koldt. Med 60 elever kan et lokalsamfund måske holde fraflytningen stangen et par år mere, men hvad gør vi så? Sænker vi herefter elevtallet til 50 elever?
Jeg er helt klar over, at SF's holdning næppe vækker begejstring i de helt små bysamfund, men vi er som byrådsmedlemmer ikke valgt til at pleje særinteresser. Vi er valgt til at varetage kommunens interesser som helhed. Det indbefatter også et ansvar for at sikre, at alle børnene i vores kommune får en solid grunduddannelse, at alle kan klare sig faglig i de store skoler, hvor de skal gå i overbygningsklasserne, og at vores børn og unge er rustet til de ungdomsuddannelser, der er nødvendige for at komme videre i uddannelsessystemet.
Nu har jeg meldt klart ud og ser frem til, at repræsentanter for byrådsflertallet melder ud, hvor mange flere penge de vil afsætte til skoleområdet for at holde liv i endnu mindre skoler end hidtil, og hvordan de vil finansiere det. Men mest af alt savner jeg et svar på, hvornår en lille skole bliver for lille?

Gå tilbage til oversigten