Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Akutbilerne skaber tryghed i Vestjylland

Skrevet d. 30-08-2018 |
Rss-feed

 
Af Niels Rasmussen, Svinget 8, 6880 Tarm, Kommunalbestyrelsesmedlem (SF), Ringkøbing-Skjern Kommune
Endnu engang er akutbilerne i Vestjylland i spil, når der skal findes besparelser på regionens budget. Det er meget frustrerende for os, der bor her! Akutbilerne i Ringkøbing og Tarm har nemlig givet borgerne en stor tryghed, efter at hospitalerne blev nedlagt. Der er også brug for akutbilerne set i forhold til de rigtig mange turister, der kommer til området.
Det er meget tankevækkende, at forslaget atter kommer på bordet samtidig med, at økonomien endnu en gang skrider under det nye supersygehus, og mens regionen har iværksat en undersøgelse af akutberedskabet i regionen. Hvorfor ikke vente til den undersøgelse foreligger?
Noget kunne tyde på at beslutningen er taget? Og - er det så blot første skridt mod at reducere i ambulanceberedskabet næste gang, der skal findes besparelser?
Hvis regionsrådet ønsker en region i balance, må der kunne findes andre veje! Kan man forestille sig en alternativ løsning, at akutbilerne gøres mere fleksible og løse flere/andre nødvendige sundhedsfaglige opgaver til gavn for borgerne i Vestjylland?

Gå tilbage til oversigten