Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Åbenhed er en by i Rusland

Skrevet d. 16-11-2017 |
Rss-feed
 
Af Niels Rasmussen, Byrådsmedlem for SF, Svinget 8, Tarm:
Nu er det heldigvis det enkelte byrådsmedlem og ikke hverken borgmester eller rådhusets spindoktor, der skal vurdere, hvad der kan udleveres for offentligheden, uden at man overtræder sin tavshedspligt.
På rådhuset i Ringkøbing gør de ellers fortsat alt, hvad de kan for at få åbenhed til at ligne en by i Rusland - i den mørkeste del af Sibirien. Hver gang de løfter endnu en lille flig for det forgangne års rævestreger, minder de mig om, at jeg er omfattet af tavshedspligt, når jeg får udleveret dokumenter i min egenskab af kommunalpolitiker.
Nu har jeg efterhånden oplevet så meget under det nuværende Venstre-regime, at jeg ikke lader mig kyse af tomme trusler. Men jeg bliver nødt til at stille spørgsmålet til de partier, der lover fornyelse, åbenhed og en ændret forvaltningskultur, hvad de helt konkret vil foretage sig, og hvordan pokker de har tænkt sig at luge ud i Mørkets Fyrster.
Jeg har bedt om at få udleveret dokumenterne i den såkaldte Mailsag. Jeg ser især frem til
korrespondancen mellem advokatfirmaet Bech-Bruun og kommunen og ikke mindst, hvad der gemmer sig i dokumentet "Afklaring af, hvad politiet skal have". Måske får jeg mailen, men jeg ved allerede nu, at man ikke vil udlevere alt til mig, heller ikke selv om jeg har krav på at se stort set lige så mange dokumenter som borgmesteren.
På rådhuset i Ringkøbing har man ikke givet et begrunder afslag for hvert enkelt dokument, sådan som man
er forpligtet til over for både mig og alle andre borgere, der ønsker at kigge en bestemt sag efter i sømmene. Men hvorfor skulle man også begynde at overholde den kommunale styrelseslov, når man i forvejen har forbrudt sig på så mange andre lovgivninger - og sluppet godt af sted med det?
Jeg skal ikke kunne sige, om svaret fra rådhuset er politisk chikane, om det er generel modvilje mod offentlighed eller om det er endnu et eksempel på, at det sejler i nogle forvaltninger i Ringkøbing-Skjern
Kommune?
Men jeg kan garantere for, at SF vil holde de øvrige partier fast på løfterne om åbenhed, ny forvaltningskultur og lydhørhed over for borgerne, så det hele ikke bare ender i billige valgløfter.

Gå tilbage til oversigten