Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Hvad er skostørrelsen på en fodfejl?

Skrevet d. 16-02-2017 |
Rss-feed
 

Af Niels Rasmussen, byrådsmedlem for SF, Svinget 8, Tarm:

Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune har endnu ikke vedtaget en fælles udmelding vedrørende vores kuldsejlede bredbåndsudbud, og derfor er det indtil videre kun borgmester Iver Enevoldsens version, som er gengivet i medierne.

Jeg er efter gennemlæsning af 13-14.000 sider om sagsforløbet ikke i tvivl om, at vi ikke bare har overtrådt EU’s krav til teknisk kortlægning og teknologineutralitet, men at vi ved EU-Kommissionen også bliver dømt for at have konstrueret et ulovligt udbud, så det matchede kun én udbyder, nemlig RAH-Eniig.

Derfor undrer det mig, at Iver Enevoldsen i Dagbladet, i DR Midtvest og senest i Jyllands Posten har betegnet vores administrative og politiske dispositioner som ”fodfejl”. For mange er en fodfejl en ubetydelig fejl, altså en petitesse af samme kaliber som at ramme forbi en flue med en fluesmækker i første huk.

Men EU’s konkurrencemyndigheder er ikke bare en flue på væggen. For eksempel blev Microsoft i 2007 idømt en bøde på i alt 777 millioner euro, næsten 6 milliarder kroner, for bevidst at have overtrådt EU’s konkurrencelovgivning. Microsoft havde misbrugt sin dominerende markedsposition, så konkurrenter reelt ikke havde en chance for at opnå markedsandele, ganske som vi med vores udbud hjalp én bredbåndsoperatør. En handling, der ifølge den førende danske embedsmand på området, statsstøttechef Preben Sandberg Pettersson, ville have sat al konkurrence ud af kraft.Og dermed er vi tilbage ved den påståede fodfejl. Hvilken skostørrelse bruger man, når man begår en ”fodfejl”? Svaret er relativt. Taler vi om en lillebitte pigefod eller det 47 centimeter ”skateboard, som sad for enden af benene på verdenshistoriens største mand? Han hed Robert Wodlaw, var 272 centimeter høj og brugte størrelse 71. Nu kender jeg ikke borgmesterens skostørrelse, men der er formentlig en pæn, lang afstand mellem hæl og tå, når han tør anvende sine fødder som et parameter af udbudskatastrofens omfang!!!Lokalformands Tage Møller tvivlede i sin beretning på Spjald-Grønbjerg-Hover-Ølstrup Venstres generalforsamling på, at man på kommunen har set igennem fingre med eller bevidst vraget den rådgivning, som man havde fået forud for bredbåndsudbuddet. Derudover rettede Tage Møller også sin interesse mod Iver Enevoldsens person. Ikke borgmesterens fødder, godt nok, men hans frisure. Nu kender jeg kun sagen fra Dagbladet, men efter Tage Møllers mening efterlader bredbåndssagen kommunen og byrådet som en ”smule pjusket” – hvorefter han på generalforsamlingen skalperede sin nuværende borgmester med en melding om, at kommunalvalget vil skabe forandring og en ny, tillidsskabende ledelse.

Jeg kan som SF’er garantere, at jeg vil gøre mit til, at der kommer en helt ny politisk ledelse på rådhuset, der kan rydde op i det politiske morads og genskabe befolkningens tillid til kommunalbestyrelsen.



Gå tilbage til oversigten