Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Medieomtale / Avis

Ventetiden har klædt politikerne bedre på - mener

Skrevet d. 27-11-2014 |
Rss-feed
Anne-Mette Skaanning, skaa@bergske.dk
To måneders ekstra betænkningstid og bunker af tal ændrer ikke flertallets holdning, men vi er blevet klogere.

 

Det kan godt være, at socialudvalget aldrig får ros for at udsætte beslutningen om plejehjemslukningerne i to måneder.

 

Men tiden har gjort politikerne klogere. Det mener både socialudvalgets formand Karsten Sørensen (S) og næstformand Hans Østergaard (V).

 

»Det kan godt være, at vi endte med at holde fast i vores oprindelige indstilling, men vi er blevet klædt bedre på, og derfor er det en mere kvalificeret indstilling, vi nu lægger stemmer til,« siger Hans Østergaard om Venstre og SF's fastholdelse af lukningen af plejehjemmen i Troldhede, Hoven, Kloster, Vorgod og Stadil.

 

»Tallene viser, at man ved vores indstilling får en jævn fordeling af plejehjemspladserne, og dét er vigtigt for os,« lyder det fra Venstremanden.

 

Også udvalgsformand Karsten Sørensen kalder ventetiden konstruktiv. Den fik både Socialdemokraterne og Kristendemokraterne til at drage en ny konklusion, som dog foreløbigt er i mindretal.

 

»Vi har fået mere indsigt, og jeg føler, at vores indstilling er den helt rigtige. Ved at lukke nogle små plejehjem og tage de sidste 26 pladser i centerbyerne, løfter vi i flok. Det er med til at give balance i vores store kommune,« lyder Karsten Sørensens argument.

 

Niels Rasmussen (SF) har til gengæld ikke så meget til overs for udsættelsen af beslutningen.

 

»Vi havde et udmærket grundlag at træffe beslutningen på - også for to måneder siden. Når nogen siger, at der er gået sognepolitik i sagen, så giver jeg dem helt ret. Jeg mener, at det bliver rigtig svært at komme videre i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvis vi hele tiden argumenterer med ligevægt mellem land og by, siger SF'eren og fortsætter:

 

»Vi kan ikke opretholde små enheder alle steder. Helt for egen regning, så tror jeg ikke at vi fremover kan opretholde plejehjem på under 40 pladser. Vi er nødt til at forholde os til virkeligheden,« siger Niels Rasmussen.

Gå tilbage til oversigten