Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Naturrigdomme skal også plejes

Skrevet d. 02-11-2017 |
Rss-feed
 
Af Niels Rasmussen, byrådsmedlem for SF, Svinget 8, Tarm:
Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at jeg som SF'er er glad for, at vi markedsfører Ringkøbing-Skjern Kommune som Naturens Rige. Når man bor herude, hvor vi gør, forfalder man nemlig let til at overse de naturrigdomme, der ligger lige uden for døren.
Men det er med naturrigdomme som med alt andet. Formuen skal passes og plejes, hvis vi vil være sikre på, at der også er masser af rigdomme tilbage til de kommende generationer. Og her kniber det gevaldigt i vores kommune.
Vi skal ikke bare være Naturens Rige i ord, men også i handling. Jeg er sikker på, at det vil være en vindersag, og at vi kan trække nye borgere og virksomheder med grønne profiler til vores område, hvis vi smøger ærmerne op og gøre Ringkøbing-Skjern til foregangskommune på natur og miljø i Danmark.
Vi er i dag en af de kommuner i landet, der genbruger mindst. Området har lavstatus, men SF vil også i den kommende byrådsperiode presse på for at indføre nem og effektiv affaldssortering for vores borgere. Nogle af vores borgere sorterer allerede i dag, men vi skal have alle med.
SF har på budgettet for 2018 fået afsat en halv million kroner til ansættelse af en naturmedarbejder, som skal etablere et samarbejde mellem naturens aktører med henblik på at skabe endnu flere naturrigdomme i vores kommune. Vi vil også kæmpe for en fornyet ansøgning om få Nationalpark Skjern Å. Vi behøver blot at kigge 75 kilometer sydpå, hvor Nationalpark Vadehavet allerede har skabt en helt ny form for grøn turisme.
Og så begynder der altså at lyse både gule og røde lamper i vores byrådsgruppe, når et flertal planlægger nye boligområder ovenpå drikkevandsreservoirer, eller når der med løs hånd gives tilladelser til udvidelse af landbrug eller minkfarme uden hensyn til naturen eller de omkringboende.
Til gengæld giver vi gerne vores økologiske landbrug et skulderklap og en større omsætning ved at indføre 100 % økologi i alle offentlige institutioner.

Gå tilbage til oversigten