Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Medieomtale / Avis

Demonstranter får en blandet modtagelse

Skrevet d. 19-02-2015 |
Rss-feed

Christian Baadsgaard chba@bergske.dk
SKJERN: At Skjern er valgt som demonstrationssted på grund af Holger Danske, afviste SIAD-formand Anders Gravers, da Dagbladet var i kontakt med ham her til morgen.
Men ved mandagens demonstration i Randers, var tonen en anden.
»Det er et historisk sted, nemlig i Skjern, hvor Holger Danske holder til. Vi skal gerne blive så mange, at vi kan råbe politikerne på Christiansborg op, måske skal vi gøre som i det egyptiske forår, sætte os på pladsen, til vi bliver hørt,« sagde Anders Gravers ifølge Randers Amtsavis, hvor han også mente, at der kunne samles 400 deltagere.
Og koblingen til Holger Danske er bestemt ikke noget, der giver en varm velkomst til Skjern.
»Hvis det er på grund af Holger, de kommer, så er de ikÅDUM: ke velkomne i Skjern. Holger er ikke købt til politiske formål,« siger Jørgen Axelsen, formand for Skjern Handelsforening, der er initiativtager til købet af Holger Danske.
Han nærer heller ikke den store sympati for hverken demonstration eller moddemonstration.
»Med de ting, der sker lige nu, så synes jeg ikke at det er noget, man skal begynde at rode i, hverken fra den ene eller anden side,« mener Jørgen Axelsen med henvisning til de seneste dages begivenheder i København.
I Skjern Udviklingsforum holder man sig til forummets hovedformål.
»Skjern Udviklingsforum har ingen holdning til politik.
Vi arbejder for at Skjern skal være et godt sted for alle.
Hvad jeg selv mener, er en anden sag, men vi arbejder for at Skjern skal være et godt sted for alle, uanset hudfarve, religiøs eller politisk overbevisning,« siger Mette Madsen, formand for Skjern Udviklingsforum.

Rasmussen går med
Når demonstrationerne kommer, er byrådsmedlem Niels Rasmussen fra SF med i moddemonstrationen.
»Jeg vil være med til at kæmpe for den ytringsfrihed, vi har, og jeg fornemmer, at det her er en nynazistisk bevægelse, som bringer minder frem fra en mørk tid. Og her vil jeg gå med og kæmpe mod ekstremisme. En hver spire til det skal bekæmpes,« siger Niels Rasmussen.
Venstres byrådsmedlem Jakob Agerbo står fast på grundlæggende demokratiske principper.
»Det er i orden med mig, at der holdes demonstrationer.
Vi har ytringsfrihed, så folk er i deres gode ret til at holde demonstrationer,« siger Jakob Agerbo.
Kristendemokraternes Kristian Andersen, der er viceborgmester, ser det som en strømning i tiden.
»Jeg tager det som et udtryk for, at det er et tema, der fylder rigtig meget i dansk og europæisk politik. Og det er en enorm svær diskussion. På den ene side er der en masse mennesker, der er godt integreret i Danmark, og vi bor i et hjørne af landet, hvor vi er rigtig gode til det. Kommunen fik jo en pris for sin gode integration.
Så jeg synes, at vi skal løfte hovedet og glædes over vores integrationsindsats. På den anden side er det bekymrende at se, hvordan den ekstreme del af islam er i Europa, og det er ikke sjovt, når den kommer i forkerte hænder.
Men jeg mener, at det er vigtigt at vi fortsat gør en stor indsats for at integrere og gøre opmærksom på, at der er en gren indenfor islam, som vi bør advare imod,« siger Kristian Andersen.



Gå tilbage til oversigten