Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Medieomtale / Avis

Prisstigning til vandforbrugerne?

Skrevet d. 10-10-2013 |
Rss-feed

Forsyningssekretariatet kommer snart med en afgørelse i forhold til Forsyningen og Innovationscenteret.

Carsten Bille Petersen cape@bergske.dk
I løbet af de næste par uger bliver Forsyningssekretariatet færdig med at behandle sagen om Ringkøbing-Skjern Forsynings rolle i etableringen af Innovest, innovationscenteret i Skjern.
Byrådsmedlem Niels Rasmussen ( S) har henvendt sig til sekretariatet, der er en del af Konkurrencestyrelsen, for at få bekræftet, at et forsyningsselskab ikke må bygge mere, end selskabet reelt har behov for.

Kun det nødvendige
Og det er korrekt, bekræfter Filip Sundram, kontorchef hos Forsyningssekretariatet.
»Selskaberne må kun afholde investeringer, der vedrører deres primære drift. Det vil sige opgaver som at indvinde drikkevand og håndtere spildevand,« forklarer Filip Sundram.
Han tilføjer, at byggeriet af et domicil med plads til administration og materiel godt kan høre ind under den primære drift. Et forsyningsselskab skal have et sted at være.
Spørgsmålet er dog, om Ringkøbing-Skjern Forsyning med sin andel i Innovest-byggeriet -omkring 100 millioner kroner i alt -investerer for mere, end der reelt er behov for.
Et spørgsmål, som Niels Rasmussen er meget optaget af.
Nu kommer der snart et svar, oplyser Filip Sundram.

Kommer prisen op?
Forsyningssekretariatet vil nemlig komme med en afgørelse inden for de næste par uger.
Hvis investeringen er god nok, så får Ringkøbing-Skjern Forsyning mulighed for at sætte prisen på sine ydelser op, så investeringen i et nyt domicil kan tjenes hjem igen.
Der er nemlig lovgivningsmæssigt nogle prislofter, der skal overholdes af forsyningsselskaberne.
Og man får kun lov til at gå over prislofterne -til en bestemt grænse -hvis Forsyningssekretariatet giver grønt lys for det.
Hvis sekretariatet siger, at investeringen er for stor, så er billedet et andet. Så må Ringkøbing-Skjern Forsyning ikke sætte sine priser op. Så skal de penge, der er investeret i stedet findes ved besparelser andre steder.
Men det er trods alt ikke et spørgsmål om enten eller lige med det samme. Man kan godt få lov til at sætte prisen op nu, og så skulle lave det om igen om tre år, når byggeriet er færdigt.

Revisorens rolle
Der er nemlig også den mulighed, at Forsyningssekretariatet i første omgang siger god for Ringkøbing-Skjern Forsynings investering.
En investering, der når byggeriet først er afsluttet, skal følges op med en revisorerklæring.
Erklæringen skal dokumentere, at byggeriet overholder det, man fra forsyningsselskabets side lagde op til: Altså at det understøtter selskabets primære drift.
Hvis selskabets revisor ikke kan skrive under på, at det er rigtigt, så bliver Ringkøbing- Skjern Forsyning nødt til at sætte prisen ned igen, oplyser Filip Sundram.
Hvis prisen overhovedet sættes op som følge af investeringen i første omgang.
Formanden for Ringkøbing-Skjern Forsyning, Elmo Flaskager, har tidligere tilkendegivet, at priserne for forbrugerne ikke vil stige som følge af investeringen i Innovest.
Vand er i 2013 én krone dyrere end i 2012 -en stigning, der kom som følge af andre anlægsinvesteringer.
Det har ikke været muligt at få en aktuel kommentar fra Elmo Flaskager.



Gå tilbage til oversigten