Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Medieomtale / Avis

Plan for bymidte i Tarm til debat

Skrevet d. 03-09-2013 |
Rss-feed
I et halvt år skal forvaltning og en gruppe tarmboere drøfte byplan.

Poul Bülow pob@jv.dk

Tomme forretninger og tre ejendomme skadet af brand præger bybilledet i Tarm.

- Derfor er det godt, at en kreds af borgere har foreslået, at vi sammen ser på muligheder for at udvikle byen, siger byrådsmedlem Niels Rasmussen ( SF), Tarm. Han er medlem af byrådets teknik-og miljøudvalg, og var i sin tid formand for teknikog miljøudvalget i daværende Egvad Kommune.

- Før sammenlægning af kommuner havde vi en plan for bymidten, men vi nåede at etablere Åboulevarden og springvandet ved Vejlevej, fortæller Niels Rasmussen, der ser frem til, at en gruppe borgere og forvaltningen skal se på aktuelle muligheder for at udvikle bymidten.

I går besluttede teknik-og miljøudvalget at etablere en arbejdsgruppe, som skal udarbejde et katalog med muligheder for at skabe udvikling i bymidten.

I kommissoriet for udvalget hedder det blandt andet: » Kataloget skal bidrage til at fremme aktivitetsskabende og involverende aktiviteter, som også fremmer beboernes egne vilje til at tage vare på bymidten « . Siden Tarm nedlagde borgerforeningen er der etableret et Tarm Udviklingsforum, og det imødeses, at det er herfra, samt fra handelsstanden, der findes medlemmer til arbejdsgruppen.

Niels Rasmussen kan ikke sætte navne på deltagerne, men siger: - Nu har bymidter i flere byer fået et løft, og derfor er det glædeligt, at turen er kommet til Tarm.


FAKTA Opgaven

I går vedtog medlemmer af byrådets teknik-og miljøudvalg at etablere en arbejdsgruppe som skal skrive et katalog over muligheder for udvikling af Tarm bymidte. Kataloget skal skrives i løbet af det næste halve år.



Gå tilbage til oversigten